Et tryk på billederne, gør dem større.

Billeder fra Vindinge kirke ved Nyborg

Vindinge kirke

Vindinge var fra gammel tid en central og vigtig lokalitet, som gav navn til det store Vindinge herred på Østfyn.
Fyns biskop, Jacob Madsen, skrev i 1589 i sin visitatbog, at Vindinge kirke i 1181 var blevet indviet til skt. Nikolaus, de rejsende købmænds helgen.

Det eneste der er tilbage af den gamle romanske kirke, er en række profilerede kvader-sokkelsten, som i dag kan ses på kirkens sydside. Derudover er der fra den ældste tid bevaret en gravsten, som har fået en plads i kirkediget syd for kirken.
Den romanske kirke blev i 2. halvdel af 1300-tallet erstattet af en gotisk teglstenskirke, der er den centrale kerne i kirkebygningen, som den fremstår i dag. Man kan stadig se de gamle døråbninger mod syd og nord, selvom de nu er tilmurede, og i midtskibets sydmur ses resterne af de høje, smalle vinduer.

Vindinge kirke fremstår i dag som en meget stor korskirke. Kirkens korsarme blev bygget omkring år 1400. Indvendig i den nordre korsarm er de oprindelige, malede indvielseskors synlige, og ved overgangen til den søndre korsarm ses resterne af et andet oprindeligt kalkmaleri, som blev opdaget og afdækket i 1975; det bevarede billede viser Maria siddende under korset med Jesus.

Kirken er en af Danmarks største landsbykirker, og man kan med rimelighed spørge sig selv, hvorfor man havde behov for sådan en stor kirke i Vindinge omkring år 1400? Forklaringen på kirkens størrelse finder vi i den nordre korsarm; den kaldes også "Skt. Mads' Kapel".
Navnet "Skt. Mads" stammer fra en helligkilde, som stadig kan besøges! Det er en kilde, der vælder frem af jorden i Vindinge sogn syd for det vandområde, som i dag kaldes Holckenhavn fjord.
Præsten i Vindinge fortalte i sin indberetning til Ole Worm i 1623, at Skt. Mattis kilde" i den katolske tid blev besøgt af vanføre folk, som blev helbredt, når de vaskede sig i vandet fra kilden.
Efter afvaskningen skulle man begive sig til "Skt. Mattis Kapel", hvor man foran "Skt. Mathei Alter" skulle takke for sin helbredelse - og måske yde et offer til kirken.
Vindinge-præsten giver også en forklaring på, hvorfor der i nordmuren på "Skt. Mads' kapel" er indmuret en kvadersten med et indhugget kors: "Og der findes en grå sten i muren, som skal være hentet fra Paven i Rom, og som skal vise hans samtykke til samme bygning".

Indtil 1550 blev der på Vindinge kirkegård holdt "Skt. Mathei Marked" hvert år den 21. september til Skt. Mads' ære. Dette marked blev i 1550 flyttet til Nyborg, men traditionen med at afholde Skt. Mads' Marked den 21. september er for få år siden blevet genindført i Vindinge.
Den lokale tradition fortæller, at Skt. Mads er en lokal helgen, men markedsdatoen, den 21. september, røber, at der reelt er tale om Skt. Mathæus.

Vindinge kirke er således også en valfartskirke. Mange mennesker, mange penge og et marked medførte, at der var behov for og råd til en stor kirke!
I løbet af 1400-årene blev der bygget: Et våbenhus udenfor syddøren (i dag indrettet som ligkapel) og et stort vesttårn. inde i kirken blev der råd til en ny, stor altertavle, fremstillet i Lybeck omkring år 1480, og et par store alterstager fra 1400-årene, udformet som støbte Mathæus-figurer, vidner om Skt. Mads' nærvær.

De seneste årtier inden Reformationen i 1536 må også have været økonomisk gode år for kirken.
Vi ved, at der i år 1589 var tre side-altre i kirken, og der findes stadig rester af to af disse altre; de kan ses i kirkens nordre korsarm, og de er begge fra tiden omkring år 1520. Fra det ene alter er bevaret tre figurer, Skt. Mathæus, Skt, Christoforus og Skt. Antonius, som på et senere tidspunkt er blevet indsat i et nyere skab.
Fra det andet alter er bevaret en relief-gruppe, som gengiver Marias himmelkroning.

Træskærer-arbejderne er produceret på Claus Bergs værksted i Odense, og det er også tilfældet med et andet af Vindinge kirkes klenodier, det store korbuekrusifix, som nu hænger på skibets sydmur. Det stammer som de to andre træskærerarbejder fra tiden omkring 1520, og efter al sandsynlighed hører krusifixet oprindeligt sammen med de figurer, Maria og Johannes, som nu kan ses på Nationalmuseet i København.
Korbuekrusifixet og de to omgivende figurer har oprindeligt dannet en afgrænsning mellem koret og skibet i kirken.

Kirkens søndre korsarm har siden sin opførelse været reserveret til gravkapel for de adelsslægter, der havde patronatretten over kirken. I sen-middelalderen var det slægten Ulfeldt, som residerede på hovedgården Kogsbøllegård i landsbyen Kogsbølle syd for Vindinge, indtil rigsråd Jakob Ulfeldt i 1580'erne flyttede til sin nybyggede herregård ved storebæltkysten, Ulfeldsholm.
I 1600-årene blev herregården overtaget af Chr. IV's svigermor, Ellen Marsvin, og blev kaldt for Ellensborg. Da hun døde i 1649, overgik Ellensborg - og dermed ansvaret for Vindinge kirke - til datteren, Kirsten Munk, og senere til hendes datter, Leonora Kristine.
Formodentlig som et minde for sin mor, lod Kirsten Munk støbe en ny klokke til Vindinge kirke, som endnu kan høres fra kirkens tårn. Indskriften på den daterer den til 1655, og samtidig bærer den moderens navn "Eline Marsvin".
Men det var tilsyneladende ikke nok at hænge en klokke i tårnet. Kirsten Munk forsynede også kirken med en ny stor altertavle og en flot prædikestol, begge dele skåret af den berømte Anders Mortensen i Odense i 1650'erne.
Barok prædikestolen bruges stadig, men af den store altertavl er nu kun bevaret to store figurer, Johannes Døberen og Moses.

Herregården i Vindinge sogn blev i 1672 overtaget af Holck-slægten, som omdøbte gården til det navn, vi kender i dag, Holckenhavn.

Samtidig overtog Holckerne patronatsretten over Vindinge kirke og rådigheden over kirkens søndre korsarm.
Kirkens nuværende stolestader med adelige slægtsnavne og våbenskjolde blev opsat i 1769 og er senere blevet restaureret i1975.

I forbindelse med en større renovering af kirken omkring 1850 blev det gamle våbenhus omdannet til ligkapel, og der blev etableret indgang til kirken gennem vesttårnet.

Nord for kirken ligger den gamle kirkelade. Den er nu bl.a. indrettet med kontor for graveren samt toiletter.

Knud Hornbeck

museumsinspektør
maj 2001